Farums kurs mod øjeblikkelig opstigning til Superligaen steg yderligere, da sportschef Poul Hansen mandag hentede sin syvende eks-Lyngby'er til Farum Park.

Stopperparret Martin Birn og Rasmus Marvits kan se frem til fornyet samarbejde på højreback-pladsen med Ulrich Vinzents, som skrev kontrakt til sommeren 2004.

»Jeg har været fast mand gennem alle mine tre år i Lyngby, mest som højre back, men undervejs har jeg også prøvet at spille på modsatte kant samt på den defensive midtbane.

Og det ligger da i teksten, at jeg også vil sætte alt ind på at bide mig fast i Christian Andersens startopstilling fra første fløjt,« siger Ulrich Vinzents, som kan se frem til en højere løn i Farum, end han hævede i Lyngby.

Den 25-årige forsvarsspiller med over 100 superliga-kampe bag sig var den sidste af Poul Hansens stamspillere, der manglede at finde en ny klub.

Det ny Farum-hold testes på lørdag for første gang i en træningskamp i Esbjerg.

Uno