Vinter-OL i 2030 i Alperne spreder sig til Lyon og Holland
Lyon får en større rolle, og Heerenveen i Holland bliver medvært for vinter-OL i 2030 i Alperne.

Lyon får en større rolle, og Heerenveen i Holland bliver medvært for vinter-OL i 2030 i Alperne.

Problemer med at finde passende arenaer og en meget lidt samarbejdsvillig borgmester i Nice betyder, at vinter-OL i 2030 nu spreder sig ud.
Lyon og hollandske Heerenveen bliver således medværter for vinterlegene, der helt officielt har "Alperne" som lokation.
Det skriver Den Internationale Olympiske Komité (IOC) på sin hjemmeside.
Courchevel og Val d'Isère er blevet bekræftet som værter for de alpine discipliner.
Til gengæld er de fleste isdiscipliner som curling, ishockey, kunstskøjteløb og short track blevet samlet i Lyon.
Dog mangler både Lyon og Frankrig i det hele taget en arena til speedskating, og derfor er Thialf med plads til 12.500 tilskuere i Heerenveen blevet valgt.
Højrefløjspolitikeren Eric Ciotti blev i marts valgt som borgmester i Nice.
Han ønskede at aflyse OL-arrangørernes planer om at bygge en skøjtearena og en OL-by i den vestlige del af byen.
Han foreslog i stedet, at kunstskøjteløbene blev afholdt i byens eksisterende messecenter, som tidligere var vært for verdensmesterskabet i sporten i 2012, og at OL-byen blev bygget på en politikaserne 15 kilometer fra det sted, som arrangørerne planlagde.
Ciotti ønskede heller ikke, at ishockeyturneringen som planlagt skulle afvikles på fodboldklubben Nices stadion.
/ritzau/