»Du synes måske, det er lidt kedeligt,« forklarer verdensstjernen med sin karakteristiske lyse, hæse stemme.

Hvis du er håndboldfan, har du med garanti set Mikkel Hansen-reklamerne for Aalborg-firmaet Rarewine Invest, der bliver vist flittigt under kampene fra EM i håndbold i Ungarn.

Mikkel Hansen er nemlig blevet såkaldt ambassadør – eller reklamesøjle – for det specielle investeringsfirma. Og det har ført til en vaskeægte Mikkel-effekt.

»Vi ville have en ambassadør, der er oprigtig og autentisk. Mikkel er ikke skuespiller, men den ægte vare. Han taler om sin familie, fordi det faktisk er vigtigt for ham: oprigtig interesse, Mikkels egne ord, Mikkels eget tøj,« siger den kommercielle direktør i Rarewine Invest, Rune Spliid, om samarbejdet og reklamerne med verdensstjernen.

Mikkel Hansen sammen med stifteren af Rarewine Invest, Rasmus Nielsen.
Mikkel Hansen sammen med stifteren af Rarewine Invest, Rasmus Nielsen.
Vis mere

Ifølge Rune Spliid handler verdensstjernens samarbejde med firmaet også om, at den 34-årige venstre back godt ved, at håndboldkarrieren ikke fortsætter for evigt.

»Mikkel Hansen er meget bevidst om, at der kommer en dag efter håndbolden, så frem for at ødsle midler til højre og venstre investerer han penge i forskellige aktiver, drevet af hans passion – herunder også vin gennem os.«

Rarewine Invest er et firma, der hjælper både danske og udenlandske kunder med at investere i sjældne vine.

Det er altså ikke et firma, du kan købe vinen til din fredag aften fra, men snarere et, der køber flasken for dig og opbevarer den, indtil den stiger i pris.

Mikkel Hansen tørner ud for Aalborg Håndbold senere på året. Det er en af årsagerne til, at firmaet har valgt netop ham.
Mikkel Hansen tørner ud for Aalborg Håndbold senere på året. Det er en af årsagerne til, at firmaet har valgt netop ham.
Vis mere

Det har da heller ikke forbigået firmaets opmærksomhed, at Mikkel Hansen senere på året tørner ud for Aalborg Håndbold.

Faktisk er det en af årsagerne til, at valget faldt på netop ham.

»Selvom vi er en global virksomhed, så er vores hovedsæde placeret i Aalborg, og det har selvfølgelig spillet ind på vores valg, at Mikkel vender hjem til Aalborg Håndbold til sommer. Ved at være tidligt ude, så kan vi forhåbentlig 'sætte' os lidt på Mikkel, inden alle andre også vil have en 'bid',« lyder det fra den kommercielle direktør, der i øvrigt selv har en karriere bag sig som håndboldspiller for Aalborg Håndbod.

Hvad samarbejdet med Mikkel Hansen har kostet, vil firmaet ikke ud med. Men det drejer sig om et 'større beløb'.

Hvad samarbejdet omvendt betyder for Aalborg-firmaets omsætning, er for tidligt at spå om, lyder det fra den kommercielle direktør. Men interessen er stor.

»Selvfølgelig er det ikke gået ubemærket hen, at Mikkel Hansen optræder i vores marketing. Han er et stort navn i Danmark, og vi kan også godt mærke, at vi bliver massivt eksponeret på nationalt tv i disse dage,« siger Rune Spliid og fortsætter:

»Det er stadig for tidligt at konkludere på den samlede værdi af samarbejdet. Det bliver vi alt sammen klogere på i de kommende uger og måneder, men der er ingen tvivl om, at vi kan mærke 'Mikkel-effekten',« slutter den kommercielle direktør.