Begge trænere og seks spillere blev smidt ud efter et kæmpe slagsmål i en kamp i Major League Baseball.

Kampen natten til mandag dansk tid mellem Seattle Mariners og Los Angeles Angels i Major League Baseball (MLB), USA's bedste baseball-liga, blev en kamp præget af et stort slagsmål.

Det var tredje opgør på tre dage mellem de to hold, og provokationerne mellem de to holds spillere fra de to foregående kampe nåede sit klimaks i kamp tre.

Da Angels' pitcher Andrew Wantz hamrede en bold på Jesse Winker fra Mariners' hofte med over 146 kilometer i timen, kogte temperamenterne over. Spillere og stab ilede på banen, og det endte i et stort slagsmål lige foran den ene tribune. Du kan se det vilde slagsmål i videoen herunder.

Det førte til en kampafbrydelse på 17 minutter, hvor slutningen af den blev brugt på, at dommerne skulle finde hoved og hale i, hvem der havde gjort hvad.

Det endte med, at begge holds trænere samt tre spillere fra hvert hold blev smidt ud af kampen.

Nu skal MLB's disciplinære instans kigge på, om der også skal deles karantæner ud i kølvandet på de skandaløse scener.

Angels endte med at vinde kampen 2-1, efter at Mariners havde vundet de to foregående kampe.

/ritzau/AFP/