Lørdag kan blive en helt vild dag for dansk ridesport og især for den danske stjerne Andreas Schou.

For springrytteren er lige nu med i den store World Cup-finale i Omaha, og her har han på hesten Darc De Lux i den grad imponeret.

Inden den sidste og afgørende runde lørdag ligger ekvipagen på førstepladsen.

»Det føles helt fantastisk, og det er mere, end vi turde drømme om hjemmefra. Darc kom hertil i topform, og han har været så kontinuerlig hele sæsonen, og han har lige vist, at han er en af de bedste. Jeg tog risikoen i dagens omspringning og red ikke perfekt til den næstsidste, men Darc kæmpede utroligt, og vi var heldige,« siger Andreas Schou, der også var med ved OL i Tokyo, til Ridehesten.

World Cup-finalen bliver afviklet over flere runder, og placeringerne afgøres ved hjælp af et pointsystem.

Der har indtil videre været afviklet to runder, hvor hver rytter får et antal point efter deres placering. Efter begge runder er pointene lagt sammen og omregnet til fejl.

Den samlede vinder får 0 fejl, og rytterne, der kommer efter, får fejl udregnet efter, hvor mange point de er fra den, der fører klassen.

Lørdag red Andreas Schou en fejlfri runde på banen, hvor springene er 160 centimeter høje. De gik videre til omspringningen, hvor det lykkedes danskeren – der satsede en smule – at ride både hurtigt og uden hverken nedrivninger eller stop på springene.

Andreas Schou var også med ved OL i Tokyo i 2021.
Andreas Schou var også med ved OL i Tokyo i 2021. Foto: MICHAEL REYNOLDS
Vis mere

Han fik 38 point for fredagens ridt, og da han dagen forinden fik 35 point for sin tur på banen, betyder det i alt 73 point, der er blevet omregnet til nul fejl og en plads i spidsen sammen med Pius Scwizer, der rider på hesten Vancouver de Lanlore.

Dermed er der i den grad lagt op til et brag af en nervepirrende afslutning på finalen, når de 30 ryttere igen skal på banen lørdag. Det skal de flere gange, for efter den første runde er det kun de 20 bedste, der går videre.

De skal ride igen i en sidste runde, der afgør, hvem af dem der ender på toppen af podiet.

På dressursiden er det også værd at følge med set med danske briller, for her er OL-rytteren Nanna Skodborg-Merrald til start på Blue Hors Zepter.

Ekvipagen blev nummer tre i klassen Grand Prix, og fredag aften amerikansk tid skal de på banen i den sværeste klasse af alle – Grand Prix Special.