Sikke en præstation. Sikke en uge for den danske dressurstjerne Cathrine Dufour.
Sammen med hesten Bohemian red hun sig lørdag eftermiddag igen på EM-podiet.
Dagens menu var klassen Grand Prix Freestyle, hvor rytterne rider til musik, og her leverede den danske ekvipage i stor, stor stil.
Svimlende 88,4 procent stod der på tavlen, da parret forlod banen. En helt vild score og højere end den, hun fik ved OL i Tokyo.
På det tidspunkt rakte det da også til en foreløbig førsteplads, og man begyndte at drømme om dansk guld.
Det snuppede den tyske OL-guldvinder Jessica von Bredow-Werndl dog, da hun red til vilde 91 procent.
Hun virker urørlig i øjeblikket, men det ændrer ikke på, at det var fremragende af Dufour, der gav den alt, hvad hun havde med landstræner prinsesse Nathalie og sin forlovede Rasmine Laudrup med på sidelinjen.
De sidste to ryttere i klassen kunne dog ikke snuppe sølvet fra Cathrine Dufour, der i den grad har leveret ved årets EM i Hagen.
I holdkonkurrencen vandt de fire danskere bronze, og i den første individuelle konkurrence torsdag, tog Dufour bronze i Grand Prix Special.


