Ifølge tre amerikanske snowboardere stod en tidligere landstræner bag seksuelle overgreb og andre krænkelser.

En række opsigtsvækkende anklager mod en tidligere landstræner chokerer nu snowboarding-miljøet i USA.

Tre tidligere snowboardere fra USA har nemlig rettet flere anklager mod den tidligere – og nu fyrede – landstræner Peter Foley.

Ifølge Rosey Fletcher, Erin O'Malley og Callan Chythlook-Sifsof stod ekslandstræneren i næsten 20 år bag seksuelle overgreb og vold mod dem og andre kvinder.

Men anklagerne stopper ikke her.

Peter Foley anklages af flere kvinder for seksuelle overgreb og vold.
Peter Foley anklages af flere kvinder for seksuelle overgreb og vold. Foto: DOUG PENSINGER
Vis mere

For samtidig anklager de tre snowboardere samtidig USAs Ski- og Snowboardforbund (USSS) samt USAs Olympiske og Paralympiske Komité (USOPC) for at »støtte, tillade og bakke op om« opførslen.

Kvinderne har derfor sagsøgt alle tre parter, viser retsdokumenter fra en domstol i Los Angeles ifølge nyhedsbureauerne AFP og Reuters.

Anklagerne kræver økonomisk godtgørelse, fordi landstræneren efter deres mening har misbrugt sin position til at »tvinge sig til seksuelle handlinger gennem magt, manipulation, følelsesmæssigt misbrug, intimiderende adfærd og hævn«.

Ifølge retsdokumenterne er både USSS og USOPC ved flere lejligheder blevet gjort opmærksom på beskyldningerne uden at reagere på dem.

USSS skriver i en udtalelse, at forbundet er bekendt med søgsmålet, men har endnu ikke haft lejlighed til at nærstudere det.

»USAs Ski- og Snowboardforbund er og vil forblive en organisation, som prioriterer atleternes og stabens sikkerhed, helbred og velbefindende, lyder det i udtalelsen.

Sagen om ekslandstræneren blev sendt til US Center for SafeSport i 2022, og USSS henviser til, at det er her, den skal granskes.

Han blev fyret i marts sidste år, efter han var blevet midlertidigt suspenderet.

Under sidste års vinter-OL i kinesiske Beijing fik han opbakning fra flere udøvere på det amerikanske hold.

/ritzau/