Viaplay hæver prisen igen: Sportsabonnenter rammes
Ifølge Viaplay Danmarks direktør skyldes prisstigningerne konstant stigende omkostninger.

Ifølge Viaplay Danmarks direktør skyldes prisstigningerne konstant stigende omkostninger.

Viaplay hæver igen priserne på flere af deres abonnementer.
Denne gang er det alle pakker, der indeholder sport, som bliver ramt.
I alt stiger sportsabonnementerne med op til 40 kroner om måneden - deres tilbud til studerende stiger med ti kroner.
Det skriver Viaplay i en pressemeddelelse.
»Jeg forstår godt, at det ikke er en populær besked at modtage for de af vores kunder, som bliver påvirket,« udtaler Viaplay Danmarks administrerende direktør, Lars Bo Jeppesen.
Den nye prisstigningen skyldes ifølge ham, at omkostninger ved at drive streamingvirksomhed konstant stiger.
»For tre år siden måtte vi afskedige 30 procent af medarbejderne, og Viaplay var tæt på lukning. Dér skal vi aldrig ende igen, og som CEO for Viaplay Danmark er det mit ansvar at sikre, at vi driver den danske forretning, så der er sammenhæng mellem indtægter og udgifter,« udtaler Lars Bo Jeppesen og fortsætter:
»Omkostninger ved at drive streamingvirksomhed med premium sport, lokale indholdsproduktioner og internationalt anerkendte film og serier er de seneste år steget markant, og derfor handler vi.«
Sidst den nordiske streaminggigant hævede priserne var i februar, hvor nogle af de udbudte pakker steg med ti kroner om måneden.
Og selvom der flere gange er varslet prisstigninger, så fremhæver Viaplay selv, at 'stigningen i abonnementsprisen henover de sidste 2,5 år er holdt procentuelt lavere, end hvad udgifterne er steget til at drive streamingvirksomhed', lyder det i pressemeddelelsen.