Verstappen overvejede Formel 1-stop før forlængelse
Verstappen havde seriøse overvejelser om at kvitte Formel 1, men nåede frem til, at han elsker at køre ræs.

Verstappen havde seriøse overvejelser om at kvitte Formel 1, men nåede frem til, at han elsker at køre ræs.

Racerkøreren Max Verstappen overvejede indtil for nylig at trække sig fra Formel 1.
Det siger den 28-årige Red Bull-kører, der fire gange har vundet VM-titlen, til det tyske medie Bild.
Verstappen tyggede også på tilbud fra andre hold, inden han i august forlængede sin kontrakt med Red Bull frem til og med 2030.
- Man er nødt til at tage enhver samtale med et andet hold alvorligt. Men i sidste ende var jeg tættere på at stoppe i Formel 1 end at skrive kontrakt med et andet hold.
- Jeg overvejede seriøst at stoppe. Men når alt kommer til alt, elsker jeg bare at køre ræs, siger Verstappen.
Hollænderen, der endnu ikke har vundet et eneste grandprix i denne sæson, mener ikke, at han har mere at bevise i Formel 1.
Da han i 2021-sæsonen hentede sin første VM-titel, indfriede han alle sine karrieremål.
Verstappen vandt også de tre efterfølgende sæsoner i motorsportens kongeklasse.
- Jeg er firedobbelt verdensmester, og efter min første titel havde jeg allerede opnået alt det, jeg nogensinde havde ønsket mig, siger han til Bild.
- Jeg kører ikke for historiebøgernes skyld, men for mig selv, holdet og vores fans. Derfor blev beslutningen i sidste ende truffet hurtigt, siger Verstappen om kontraktforlængelsen.
Max Verstappen indtager en øjeblikkelig sjetteplads i VM-stillingen i Formel 1, efter at der er afviklet 14 grandprixer.
Hollænderen har 145 point. Kimi Antonelli fra Mercedes har 292 point på førstepladsen.
Den 20-årige italiener Antonelli vandt i weekenden i Spaniens hovedstad, Madrid, hvor Verstappen sluttede på andenpladsen.
RITZAU