Da Danmark vandt VM-guldet i kvindefodbold i 1971, scorede den dengang 15-årige Susanne Augustesen hattrick
- Man var spændt, for det var jo finalen. Vi stod der i den store tunnel, hvor der var ambulancer. Og så skulle vi gå ud på stadion, over atletikbanen og så ind på boldbanen.- Jeg kiggede op og så alle de mennesker – det havde ingen ende. Men jeg kiggede hurtigt ned igen og koncentrerede mig om kampen. Ja, der var 110.000 tilskuere, men når bolden triller, tænker man ikke over det.
Ordene kommer fra en dansk verdensmester i fodbold, Susanne Augustesen.
Bare to timer efter det danske landshold ventede i tunnelen, kunne hun og de andre kvinder løfte VM-pokalen i triumf. Holbæk-pigen var dengang bare 15 år, og hun scorede alle tre mål i Danmarks 3-0 finalesejr over VM-værterne fra Mexico.
- Første mål var et stort drop af målmanden. Det scorede jeg med venstre ben – alle tre mål var med venstre ben. Faktisk husker jeg ikke ret meget fra selve kampen, for jeg var meget koncentreret. Men jeg har altid haft næse for mål, og så havde jeg holdet med mig – et supergodt hold, fortæller Susanne.
Efter slutrunden kunne kvinderne tage hjem til en stor modtagelse på Københavns Rådhus med jubel, presse og de berømte pandekager.
VM-titlen står dog ikke i DBUs historiebøger, for i 1971 var kvindefodbold ikke under officielt FIFA-regi.
Susannes store triumf skabte genlyd. Ikke kun i Holbæk, hvor hun også blev hyldet af borgmesteren og borgerne på rådhuset, men også i det store udland.
For kort efter Mexico-triumfen blev hun kontaktet af et italiensk hold, der ville have den unge dansker med den skarpe målnæse.
Men Susanne ville gøre skolen færdig, så det var først, da hun fyldte 18 år, hun rejste udenlands og fik kontrakt med italienske Bologna. 10 italienske mesterskaber og 8 pokalfinale-sejre senere vendte hun hjem til Danmark i 1996.
Det var hårdt for Susanne at give slip på den sport, der havde været hendes liv i så mange år.
På trods af et par trænerkurser, var der ingen tilbage i Danmark, der ville bruge hendes kompetencer inden for den sport, hun havde arbejdet med professionelt i over 20 år.
I dag bor hun på Østerbro i København og har en stilling på Københavns Kommune, der intet har med fodbold at gøre:
- Det var især hårdt de første par år, efter jeg stoppede. Jeg savnede især den daglige træning og duften fra omklædningsrummet. Du må spørge DBU om, hvorfor de ikke har brugt mig. Men jeg er glad for mit job og liv, siger Susanne Augustesen.
Den elskede sport ser hun i dag kun i tv – eller det vil sige:
- Det sker, når jeg går tur i Fællesparken, at jeg kommer forbi nogle, der spiller. Så kan jeg godt finde på at tage 15-20 minutter med dem, griner Susanne – Danmarks første – og forhåbentligt ikke sidste - verdensmester i fodbold.
