Den hollandske hurtigløber på skøjter Lara van Ruijven kæmper for sit liv.

Den 27-årige forsvarende verdensmester på kortbane er indlagt på intensiv med en autoimmun sygdom.

Det oplyser det hollandske skøjteforbund, KNSB.

Det vides ikke, hvilken type autoimmun sygdom Lara van Ruijven lider af. En autoimmun sygdom er defineret ved, at personens immunsystem angriber kroppens eget væv, hvilket kan ramme de vitale organer.

Lara van Ruijvens tilstand er fortsat kritisk efter to indgreb.
Lara van Ruijvens tilstand er fortsat kritisk efter to indgreb. Foto: Stoyan Nenov
Vis mere

Lara van Ruijven blev indlagt i sidste uge, efter hun blev dårlig på en træningslejr i Frankrig. Hen over weekenden forværredes hendes tilstand markant, og der opstod blandt andet indre blødninger.

»Lara kæmper lige nu for sit liv,« lød det fra træneren Jeroen Otter i en udtalelse.

»Vi føler alle med hende og håber af hele vores hjerte, at hun kommer godt ud af det.«

Hendes tilstand er nu stabil, men dog stadig kritisk, og der er ingen tegn på foreløbig bedring efter to operationer, oplyser det hollandske skøjteforbund mandag.

Lara van Ruijven, der er forsvarende verdensmester på 500 meter, har også vundet OL-bronze ved legene i 2018 i Pyeongchang.