'Luca Corberi har lige smadret sine chancer for en racer-karriere med sin klamme opførsel i dag.'

Sådan lyder det fra den tidligere F1-mester Jenson Button. Årsagen skal findes i to tv-klip, der lige nu er gået viralt på de sociale medier.

De viser den 23-årige Luca Corberi, der lige er kørt af gokart-banen. Det i sig selv kan ske, men det er hans opførsel bagefter, der får stor opmærksomhed.

Først tager Luca Corberi kofangeren fra sin bil, som han tyrer ud på banen foran de kørende biler. Herefter vader han tværs over banen, mens officials forgæves forsøger at stoppe ham.

Tv-kommentatorerne kunne da heller ikke tro, hvad de sad og så på. Hele situationen kan ses i toppen af artiklen.

»Han står på siden af vejen. Hvad laver han? Hvad pønser Luca Corberi på? Hvad i alverden laver han? Jeg er ked af det, men det er fuldstændig uacceptabelt. Han gør sig selv til offentlig fjende nummer et,« udbrød de, da kofangeren blev kastet.

Der bliver hurtigt spekuleret i, at Luca Corberi følte, at det var en af de andres skyld, at han kørte af banen og måtte forlade løbet før tid.

For her stoppede Luca Corberi ikke. Bagefter overfaldt han sin modstander, da bilerne holdt stille. Han kom flyvende og hamrede ham ind i væggen, mens flere vagter forsøgte at hive ham væk.

Det voldsomme optrin har fået utrolig meget opmærksomhed på de sociale medier, hvor mange diskuterer, hvad straffen skal være. Jenson Button er dog ikke i tvivl.

'Hans far ejer banen og kan også ses, mens han overfalder modstanderen. Bortvisning på livstid til begge idioterne, tak,' skriver han på Twitter.

Samme holdning deler Robert Doornbos, der også har kørt Formel 1.

'FIA Karting-mesterskaber i dag i Italien. Hvad laver han? Han burde blive bandlyst fra at køre ræs resten af livet,' skriver Doornbos.