'Det var kærlighed ved første blik.'

Sådan indleder Vanessa Bryant et opslag på Instagram til sin afdøde mand, Kobe Bryant. Fredag var det nemlig 21 år siden, at parret mødte hinanden for første gang, og det var i den forbindelse, at Vanessa Bryant lavede opslaget.

Kobe Bryant og datteren Gianna omkom begge to i en helikopterulykke tilbage i januar, men inden da var basketball-legenden selv aktiv på Instagram. I anledningen af parrets 18-års bryllupsdag lagde han et billede op på Instagram, hvor han sendte en kærlighedserklæring afsted mod sin kone.

Her skrev han: 'Tillykke med vores 18-års bryllupsdag. Jeg elsker dig.'

Siden den tragiske ulykke har Vanessa Bryant delt ud af sine tanker og følelser omkring tabet af sin mand og datter.

I august ville Kobe Bryant være fyldt 42 år, og her skrev Vanessa Bryant også et rørende opslag på Instagram.

'Til min baby – tillykke med fødselsdagen. Jeg elsker dig og savner dig mere, end jeg nogensinde kan forklare. Jeg ville ønske, at du og 'Gigi' (Giannas kælenavn, red.) var her, så vi kunne fejre dig,' stod der blandt andet i opslaget.

'Der er så meget, jeg ville ønske, jeg kunne fortælle og vise dig og 'Gigi'. Så mange ting, som I begge ville være glade for at se og være en del af.'

Bryant-parret blev gift i 2001, og sammen har de børnene Natalia på 17 år, Gianna på 13 år, Bianka på tre år samt Capri på et år.