250.000 dollar eller 1,6 millioner kroner for en verdensrekord. Og fire gange så meget, hvis den falder på svømmedistancen 50 meter fri eller i 100 meter løb.

Fordelene ved at tage skridtet til i Enhanced Games er åbenlyse. Men ved at bevæge sig over til den kontroversielle begivenhed, hvor doping er tilladt, siger atleter samtidig farvel til den traditionelle sportsverden, de har brugt hele deres liv på at blive de bedste inden for.

Det får dog ikke chefen for USA's Antidopingagentur (Usada), Travis Tygart, til at skyde med skarpt mod atleterne.

For amerikaneren, der er stor kritiker af Det Internationale Antidopingagentur (Wada), kan til en vis grad se deres side af sagen.

- Jeg synes, det er uheldigt, at atleter bliver bragt i en situation, hvor de bliver fristet til at konkurrere i sådan noget, fordi de ikke tjener nok i deres egne forbund eller i den olympiske bevægelse til at opretholde deres livsstil, hvor de ofrer så meget.

- Eller fordi de føler, at deres ret til retfærdig konkurrence er blevet tilsidesat, fordi systemet ikke opretholder deres rettigheder, som vi så i Kina-sagen, siger han i forbindelse med konferencen Play the Game.

Tygart refererer til sagen, hvor 23 kinesiske svømmere op til OL i 2021 blev testet positive for præstationsfremmende hjertemedicin.

Wada godtog kinesernes forklaring om, at stoffet var havnet i deres krop via måltider fra et hotelkøkken.

Behandlingen af sagen er siden blevet kritiseret i skarpe vendinger af blandt andet USA, og der har siden været iskold luft mellem parterne.

Ifølge Usada-chefen er den manglende retsfølelse en af årsagerne til, at nogle atleter nu vælger Enhanced Games til.

- Jeg synes ikke, det er fair at bebrejde atleter. Jeg vil gøre mit for at forsøge at overtale dem til ikke at gøre det, men alle atleter skal træffe et valg.

Tidligere topnavne inden for svømning og atletik har bebudet, at de vil kaste sig ud i arrangementet, som første gang skal afholdes i Las Vegas til maj næste år.

Tygart ser det mest af alt det nye tiltag som en udfordring.

- Vi har set nogle atleter gå derover, og det bør være et wakeupcall for alle os i branchen. Vi skal se på, hvordan vi kan gøre det bedre og ikke være bange for en åben konkurrence.

- Vi skal bruge det som grund til at sørge for, at vores system er så perfekt, som det kan være. Og vi skal gøre det klart, at vores system beskytter din ret til at kæmpe på retfærdig vis. At du ikke har lyst til at deltage i sådan et cirkus. Du skal have lyst til at deltage i rigtig sport, hvor dine rettigheder som en ren atlet bliver opretholdt, slår han fast.

Begivenheden er på amerikansk jord bare to år før OL i Los Angeles i 2028. Men timingen bekymrer ikke Travis Tygart.

- Det er i Vegas. Der hvor alle cirkusser tager hen. Så jeg synes ikke, det er noget, vi bør være så bekymrede over, understreger han.

/ritzau/