Udenlandske sportsfolk kan igen rejse ind i USA. Fritagelse gælder for holdsport samt golf og tennis.

USA vil fritage visse udenlandske sportsfolk, der konkurrerer på professionelt niveau i amerikanske sportsgrene, for et indrejseforbud, der er indført på grund af viruspandemien.

Det oplyser ministeriet for indenlandsk sikkerhed natten til lørdag dansk tid.

- Under de nuværende omstændigheder har amerikanerne brug for deres sport. Tiden er inde til at genåbne økonomien, og det er på tide, at vores professionelle sportsfolk kommer i gang igen, siger Chad Wolf, der er fungerende minister for indenlandsk sikkerhed.

Fritagelsen, der også gælder for sportsfolks ægtefæller og børn samt trænere, omfatter spillere i de bedste ligaer for ishockey, basketball og baseball samt tennis- og golfspillere.

Som del af den amerikanske regerings tiltag over for virusudbruddet er der indført indrejseforbud for rejsende fra Kina, Iran og det meste af Europa.

Ligaerne for næsten alle de store sportsgrene i USA ligger stille på grund af virusudbruddet.

Og den påtvungne pause kommer til at koste USA's enorme sportsindustri mange penge.

En beregning foretaget af mediet ESPN peger på et indtægtstab på mindst 12 milliarder dollar (82 milliarder kroner). Desuden vil mere end 100.000 job gå tabt.

Resultatet tager udgangspunkt i, at den bedste nordamerikanske basketball-liga og den bedste nordamerikanske ishockeyliga, NBA og NHL, får aflyst resten af grundspillet.

Samtidig antages det, at både baseball-ligaen MLB og fodboldligaen MLS misser halvdelen af sæsonen.

ESPN's beregning inkluderer ikke de økonomiske konsekvenser for individuelle sportsgrene som golf, tennis og motorsport-serien Nascar.

/ritzau/