Badmintonspilleren Victor Svendsen har overraskende spillet sig frem til semifinalen ved Korea Open.

Fredag nedlagde den 26-årige dansker, der rangerer som nummer 75 i verden, en af turneringens favoritter, da han slog indoneseren Shesar Hiren Rhustavito med 21-14, 21-12.

Rhustavito rangerer som nummer 24 i verden, så det var et opsigtsvækkende resultat af danskeren.

I lørdagens semifinale venter kineseren Hong Yang Weng, som på forhånd virker som en overkommelig opgave. Weng er placeret som nummer 156 i verden.

Skulle det ende med en dansk finaleplads, så kan Victor Svendsen til gengæld se frem til en vanskelig opgave mod en topspiller.

I den anden semifinale står Jonatan Christie fra Indonesien og indiske Kidambi Srikanth over for hinanden. De rangerer henholdsvis som nummer 8 og 12 i verden.

Victor Svendsen er måske ukendt for de fleste, men sidste år blev han danmarksmester, efter at profilerne Viktor Axelsen og Anders Antonsen havde meldt afbud.

Turneringen i Suncheon er rangeret som en Super 500-turnering, som er det tredjehøjeste niveau på World Touren. På grund af corona har Korea Open været ramt af mange afbud.

/ritzau/