Michigan State University har indgået et gigantisk forlig i skandalesagen om sportslægen Larry Nassar.

East Lansing. Der blev onsdag indgået et forlig i milliardklassen mellem Michigan State University i USA og 332 piger og kvinder, der blev seksuelt misbrugt af sportslægen Larry Nassar.

Det oplyser universitetet på sin hjemmeside.

Forliget lyder i alt på 500 millioner dollar, hvilket svarer til 3,16 milliarder kroner.

Pigerne og kvinderne var ofre for Larry Nassar, der gennem mange år stod for et omfattende misbrug via sin ansættelse på universitetet.

- Dette historiske forlig blev til via tapperhed fra mere end 300 kvinder og piger, der havde modet til at at stå fast og nægte at tie, siger John Manly, der er blandt de advokater, der har ført sagen på ofrenes vegne.

Michigan State University oplyser, at 425 millioner dollar af forliget går til de 332 ofre, der på nuværende tidspunkt har anklaget Larry Nassar for seksuelt misbrug.

De resterende 75 millioner dollar er sat af til en pulje, fordi universitetet regner med, at flere ofre senere vil henvende sig.

Universitetet ser frem til at lægge sagen bag sig.

- Michigan State University er tilfreds med, at vi i princippet er blevet enige om et forlig, der er fair over for ofrene for Nassars forbrydelser, siger Robert Young, der er særlig rådgiver for universitetet.

Larry Nassar er blevet idømt op mod 125 års fængsel for sine overgreb.

Flere sager venter i den kommende tid i sagen om sportslægen.

Også Den Olympiske Komité i USA og landets gymnastikforbund er blevet hårdt kritiseret for deres rolle i sagen, hvor Larry Nassar blandt andet har begået overgreb på mange topgymnaster.

/ritzau/