Den 20-årige lovende rugbyspiller Viliami Junior Muru-Teutau døde 25. december i en tragisk bilulykke i New Zealand.

Det skriver News.com

Viliami Junior Muru-Teutau kørte sammen med tre andre i en bil, da de styrtede ned fra en bro. To omkom, og to blev alvorligt såret i bilulykken og blev kørt til Auckland City Hospital.

Muru-Teutau efterlader sig en kæreste og en etårig datter.

Familien til den unge rugbyspiller har udtalt, at de er ødelagte over tabet af en glad og meget elsket søn og far:

»Vi kan ikke forstå, at han er væk. Vi er i en tilstand af chok, og vores hjerter er knust,« lyder det fra familien.

»Vili var en ung mand, der havde alt at leve for. Han er far til en etårig datter, og som et af fem børn har Vilis død knust hans forældre og familie. Der er ingen ord, der kan beskrive den smerte og sorg, vi føler.«

Også Muru-Teautaus rugbyklub sørger over tabet. De beskriver ham som en lovende spiller og en god ven:

'Det er med tungt hjerte, at vi som klub sørger over tabet af en af ​​vores unge og lovende spillere. Klubben beder for og støtter familien,' skriver Waitemata Rugby Club på sin Facebook-side.