Hvis ikke Formel 1-ansatte overholder coronareglerne i Ungarn, risikerer de store bøder og en tur bag tremmer.

Formel 1-kørere og andre ansatte på holdene risikerer at komme i spjældet, hvis de ikke overholder de skrappe retningslinjer ved Ungarns Grand Prix i næste weekend.

Forud for søndagens grandprix i Østrig har de ungarske myndigheder meddelt de ti hold, at især personer fra Storbritannien og andre lande uden for EU vil være under skærpet opsyn.

Det skriver motorsportmagasinet Autosport ifølge AFP.

- Tilstedeværende fra Storbritannien eller andre lande uden for EU eller EEA bør ikke forlade anlægget eller deres indkvarteringssted med andre formål end transporten mellem de to steder eller en på forhånd arrangeret ankomst eller afrejse til og fra Ungarn.

Skulle nogen træde ved siden af, vanker der en bøde på 15.000 euro (111.000 kroner) eller fængselsstraf.

Personer fra de nævnte lande og områder skal også holde sig fra taxaer og offentlig transport, lyder det.

Syv af de ti Formel 1-teams har hovedkvarter i Storbritannien. Ifølge Autosport vil restriktionerne komme til at gælde hovedparten af de omkring 2000 mennesker, som ventes at være til stede i dagene omkring grandprixet.

Den Internationale Motorsportsunion (FIA) er i disse dage ved at undersøge, om Charles Leclerc (Ferrari) og Valtteri Bottas (Mercedes) har forbrudt sig mod Formel 1's eget regelsæt i sidste uge.

De to kørere valgte at forlade Formel 1-området for at rejse hjem til Monaco i nogle dage efter sidste weekends grandprix i Østrig.

Formel 1-ansatte har forpligtet sig til at forblive i deres "boble" mellem løbene. Det betyder, at de kun må omgive sig med en på forhånd udvalgt kreds af personer.

/ritzau/