Anders Antonsen blev slået ud i kvartfinalen af Super 750-turneringen i Singapore.

Den danske verdenstreer havde det svært mod unge Alex Lanier, der er nummer ni i verden. Aarhusianeren tabte i tre sæt med 21-14, 16-21, 16-21 og er dermed ude af turneringen.

Antonsen kom ellers ind til fredagens kvartfinale i storform, og selv om den 21-årige franskmand bragte sig foran 3-1 i første sæt med tre point i træk, fik danskeren hurtigt kontrol.

Antonsen bragte sig foran 15-8 og lignede en spiller på vej mod en sikker sætsejr. Pludselig mistede han dog lidt af momentum, og Lanier fik reduceret til blot tre points afstand.

Antonsen genfandt til gengæld hurtigt fokus og tog første sæt forholdsvis sikkert med 21-14.

I andet sæt kom danskeren også bedst fra start og vandt de første tre point, men herefter spillede Lanier sig godt ind i kampen. Antonsen sendte fjerbolden i nettet to tredjedele inde i sættet, og det gav den første franske føring ved stillingen 15-14 til Lanier.

Bolden efter havde Antonsen dog marginalerne med sig, da bolden ramte nettet og akkurat tippede over på modstanderens banehalvdel.

Alligevel så Lanier stærk ud, og han lukkede andet sæt med 21-16.

Den unge franskmand havde for alvor fået selvtillid og gav store problemer for Antonsen. Midtvejs i tredje sæt havde Lanier opbygget en føring på 11-8, og danskeren var under stort pres.

Men selvtilliden blev måske også for stor, og Lanier begyndte at spille unødigt offensivt. Antonsen udnyttede situationen og kæmpede sig tilbage i sættet.

Danskeren lavede dog til sidst flere store fejl på afgørende tidspunkter, og det endte med en fransk sejr i kvartfinalen.

I semifinalen møder Lanier indonesiske Alwi Farhan, der er nummer 13 i verden.

/ritzau/