Nytårsaften endte helt galt for UFC-præsidenten, Dana White, og hans hustru, Anne White.

En video, som TMZ Sport har bragt, viser, hvordan parret er til stede på en natklub i færd med at have en samtale på en balkon over dansegulvet.

Men undervejs eskalerer samtalen, og Anne White giver sin mand en lussing, efter han har hvisket hende noget i øret.

Det får efterfølgende Dana White til at gå amok – og han responderer ved at slå tilbage. Tingene koger yderligere over, og til sidst må de omkringstående personer gå imellem og adskille parret ad.

Over for TMZ Sport bekræfter begge parter hændelsen, som skete på en natklub i Cabo San Lucas i Mexico.

»Jeg er en af de mænd, som siger, at det aldrig er i orden at lægge hånd på en kvinde. Og alligevel sidder jeg og taler med jer om det,« siger Dana White og fortsætter:

»Det her er en af de situationer, som er forfærdelig. Jeg er flov. Vi har tre børn sammen, og siden videoen er dukket op, har vi vist den til dem, og vi er mere fokuseret på vores familie lige nu.«

Anne White siger, at hendes mands forklaring er en underdrivelse – og at noget lignende aldrig er sket før:

»Desværre drak vi begge for meget nytårsaften, og tingene kom ud af kontrol for os begge. Vi har talt det igennem som en familie, og vi har undskyldt over for hinanden,« siger hun.

Anne og Dana White blev gift i 1996. De har sammen to sønner og en datter, og parret bor i en mansion i Las Vegas.

Dana White har været præsident for organisationen Ultimate Fighting Championship siden 2001. I 2019 forlængede han sin aftale med yderligere syv år.