Hun er mere end almindeligt vant til at håndtere en riffel.

Men forskellen på at gøre det i en sportskonkurrence og en krig er selvsagt enorm.

Derfor har den ukrainske skiskytte Anastasiya Merkushyna meget svært ved at forestille sig, hvis hun pludseligt står i sidstnævnte ansigt til ansigt med fjenden.

Det siger hun til TT ifølge Ritzau.

»Jeg er ikke bange for at skulle forsvare mit land, men jeg er bange for at skulle dræbe. Jeg forstår, at jeg må forsvare mit land, men at dræbe nogen – det har jeg svært ved at forestille mig på trods af alt det, russerne har gjort,« siger hun.

»Jeg kan ikke se mig selv løfte pistolen for at skyde nogen. Det er umuligt at tænke sig til. Men jeg forstår, at det gøres for at beskytte mit land og uskyldige mennesker,« fortsætter hun.

Det kan dog blive virkelighed for Merkushyna og hendes landsmænd og -kvinder.

De ukrainske skiskytter har nemlig lavet en særaftale med det ukrainske militær, der betyder, at de kan hasteindkaldes til krigen med få timers varsel.

»Vi har specielle dokumenter og tilladelse til at rejse ud, men de kan kalde os tilbage, og så er vi der inden for få timer.«

»Det kan blive aktuelt, hvis Hviderusland går med i krigen. Hvis vores land må forsvare sig fra to fronter. Så er det en svær situation. Vi følger med i nyhederne og er klar,« fortæller skiskytten, der har vundet fire VM-medaljer.