I snart en måned har den amerikanske UFC-stjerne Walt Harris og hans familie gennemlevet et sandt mareridt.

Den 36-årige fighters steddatter – 19-årige Aniah Haley Blanchard – blev sidst set 23. oktober, og politiet behandler sagen som en kidnapning.

Og nu er en mistænkt blevet anholdt. Ifølge amerikanske People er 35-årige Antwain Fisher blevet anholdt i Alabama og sigtet for kidnapning.

Det er den anden anholdelse i sagen. For to uger siden blev 29-årige Ibraheem Yazeed anholdt – og han blev også sigtet for kidnapning, efter at overvågningsbilleder viste ham ude foran den kiosk, hvor den 19-årige pige sidst blev set.

Men Aniah Haley Blanchard er stadig ikke fundet.

Hun blev meldt savnet 24. oktober om morgenen. Og to dage senere fandt politiet hendes bil cirka 100 kilometer fra hendes hjem i Montgomery. Blodspor fra bilen viste, at hun havde lidt 'livstruende skader', har politiet i Alabama meddelt.

Men Aniah har siden vist livstegn. Hun kommunikerede senest onsdag aften med sin bofælle via Snapchat, hvor hun bekendtgjorde, at 'hun snart ville komme hjem'.

Walt Harris, der havde sin UFC-debut i november 2013, har på sin Instagram-profil skrevet, at han helmer, før steddatteren er hjemme igen.