Han gjorde det. Igen.

Magnus Carlsen kan endnu en gang kalde sig verdensmester i lynskak efter at have vist storspil til tider. Det skriver Dagbladet.

Noget, der høstede store roser til nordmanden i NRK-studiet, hvor de ikke var bange for at kalde ham 'den største skakspiller nogensinde'.

En af runderne fik de helt store følelser frem. For da Magnus Carlsen mødte Richard Rapport, var det egentlig rumæneren, der undervejs stod klart bedst.

Men det fik nordmanden lavet om på. Først bølgede det lidt frem og tilbage, indtil Carlsen, der pludselig sad med to dronninger, satte det endelige stød ind og vandt på mesterlig vis. Du kan se et billede af, hvordan det på et tidspunkt så ud i bunden af artiklen.

»Jeg får tårer i øjnene. Det er det vildeste lynskak-parti, der er blevet vist på tv,« sagde Atle Grønn, der ikke lagde skjul på, han var meget rørt.

Mens den næste runde bød på et nederlag til Magnus Carlsen, vandt han de næste par stykker. Han tabte dog også til russiske Alexey Sarana, men konkurrenterne i toppen formåede ikke at udnytte det norske pointtab, og til sidst var det Magnus Carlsen, der altså kunne skrive endnu en VM-titel på sit cv.

Det er sjette gang, han vinder VM-guld i lynskak, og Magnus Carlsen imponerede da også alle.

»Det er en utrolig præstation. Han har været verdensetter i over ti år. Han må være den største nogensinde. Han er gået forbi Garri Kasparov i dag,« lød det efterfølgende fra NRK-eksperten Torstein Bae.

VM-vinderen selv var da også et stort smil, da han blev spurgt til, om han er det.

»Det ved jeg ikke, men det ser da ikke dårligere ud efter disse dage,« sagde han.