Jens B. Christensen, der i foråret fik plads i Anti-Doping Danmarks kontroludvalg, havde et meget afslappet forhold til brug af forbudte stoffer i sin tid som atletik-landstræner for ti år siden. Det hævdede den doping-dømte tikæmper, Søren W. Johansson, i DR TV Sporten i aftes.

Ifølge Søren W. Johansson fik han i 1989 et tilbud af Jens B. Christensen kort inden afrejsen til NM: "Hvis du tager doping, så sig det nu, og du kan blive hjemme, uden yderligere konsekvenser."

Beskeden blev givet, fordi dansk atletik ikke ønskede at blive tilsværtet i en eventuel dopingskandale.

Det blev man dog alligevel, for samme år som tilbuddet blev givet, røg Søren W. Johansson i dopingfælden for første gang, og blev idømt to års karantæne for brug af anabolske steroider.

I 1995 blev han taget med en positiv dopingprøve anden gang, og blev på det tidspunkt idømt livsvarig karantæne.

Jens B. Christensen, der ud over sit sæde i Anti-Doping Danmark også er formand for Team Danmarks repræsentantskab, bekræftede i aftes overfor DR Sporten oplysningerne om den 11 år gamle samtale.

Alligevel mener Team Danmarks direktør, Preben Kragelund, ikke, at sagen bør få konsekvenser i dag.

Søren W. Johansson fortalte i aftes også i TV, hvordan han i flere år havde dopet sig, og at det skulle være sket sammen med sprinteren Claus Hirsbro, der netop er blevet testet positiv igen og nu risiskerer en livsvarig doping-karantæne.

Hirsbro reagerede i aftes vredt på beskyldningerne:

"Jeg synes i dén grad, at der mangler dokumentation for påstandene. Han hævder, at vi er gode venner, men efter at han blev smidt ud af Trongården i 1992, har jeg ikke haft noget med ham at gøre. Manden er psykisk ustabil, og i atletikkredse er han kendt som lystløgner," siger Claus Hirsbro.