Han nåede det lige, inden han får rigtigt travlt med sit arbejde

TV 2-værten Rasmus Staghøj har friet til sin kæreste, Katrine Hughes.

Det fortæller han selv via et opslag på Instagram, hvor han fortæller om frieriet ved at benytte kun ét eneste ord til at beskrive den lykkelige begivenhed - men også det vigtigste ord, med versaler:

'JA.'

Rasmus Staghøj har i mange år dækket Tour de France for TV 2, og det store cykelløb venter også lige forude. Faktisk begynder det på lørdag.

Så den erfarne cykeljournalist har lige nået at få kærestens ja, inden det gælder arbejdet med verdens største cykelstjerner.

Her skal 35-årige Rasmus Staghøj i år være vært på tv-stations nye aftenprogram om løbet, 'AftenTouren'.

Han har tidligere haft mange forskellige roller i forbindelse med det tre uger lange cykelløb, der på grund af coronapandemien hovedsageligt kommer til at finde sted i september frem for i juli.

Journalisten har eksempelvis i mange år fungeret som reporter, der har interviewet cykelstjernerne før og efter etaperne.

I de seneste år har han også kommenteret de første timer af Tour-etaperne sammen med Chris Anker Sørensen og Brian Nygaard. Den trio har også de seneste år kommenteret flere andre store cykelløb på TV 2.