Syv uger.

Så længe har TV 2-værten Stine Bjerre været spærret inde i sin lejlighed i Barcelona med håndboldkæresten Casper U. Mortensen.

Men lørdag var en helt speciel dag for den 38-årige journalist. Det afslører hun på Facebook.

»Syv uger med udgangsforbud i Barcelona har lært mig at være taknemmelig over de små ting i livet. I dag var magisk,« skriver hun om dagen, hvor hun måtte bevæge sig ud i det fri igen.

Spanien er et af de lande, som har været allerhårdest ramt af corona-pandemien, hvilket har resulteret i en karantæne, som var yderst stram. Men nu begynder landet så småt at åbne op til Stine Bjerres store jubel.

»Endelig måtte vi forlade lejligheden og løbe en tur. Følelsen af den frihed kan næsten ikke beskrives.«

For nogle uger tilbage deltog Stine Bjerre i arrangementet 'Danmark løber', hvor hun løb fem kilometer i parrets lejlighed.

Den gradvise genåbning i Spanien betyder, at familier nu må bevæge sig uden for deres hjem mellem klokken 12 og 19, mens befolkningen må bevæge sig udendørs på forskellige tidspunkter afhængig af aldersgruppe. Mandag må små butikker som frisører genåbne, ligesom restauranter, der dog kun må sælge mad ud af huset.