Søndag fik sportsvært på TV 2, Christian Müller Bækgaard, en ubehagelig overraskelse: Ukendte gerningsmand havde væltet hans helt nye bil og smadret ruderne med det resultat, at regnen er væltet ind i bilen. Alt indeni er gennemblødt, og bilen kommer næppe ud at køre igen. 

Tv-værten var i sommerhus med familien og gik stadig rundt i nattøj, da han søndag morgen fik et opkald fra Københavns Politi. Betjenten i den anden ende af røret fortalte, at hans helt nye smartcar lå væltet og delvist smadret foran hans hjem på Østerbro.

»Først troede jeg ikke rigtig på det. Det lød for mærkeligt. Hvem går rundt midt om natten og vælter biler. Jeg troede, at der var nogle, der tog pis på mig,« fortæller han.

Dette syn mødte TV2-vært Christian Müller Bækgaard, da han kom hjem fra sommerhus søndag morgen. Ukendte gerningsmænd havde væltet hans helt nye bil.
Dette syn mødte TV2-vært Christian Müller Bækgaard, da han kom hjem fra sommerhus søndag morgen. Ukendte gerningsmænd havde væltet hans helt nye bil. Foto: Facebook/ Christian Müller Bækgaard
Vis mere

Kort efter kunne han dog ved selvsyn konstatere, at det desværre var rigtig nok: Hans fire uger gamle bil lå væltet, smadret og gennemblødt foran hans lejlighed i København.

»Umiddelbart lyder det måske meget sjovt, men den er jo færdig. Den er ødelagt. Mit amatøragtige, men bedste bud er, at den er totalskadet,« siger Christian Müller Bækgaard.

Foto: Foto: Henrik Ohsten / TV 2
Vis mere

For ikke nok med, at bilen er væltet, og flere af ruderne er smadrede, og lakken er ridset. Regnen er også strømmet ind gennem ruderne i timevis og har ødelagt sæder, loft og inventar fuldstændig.

»Loftet er helt gennemblødt, og da jeg åbnede en dør, væltede det ud med vand fra den. Den måde, den har stået på, har vandet ikke kunne løbe af den. Det er bare løbet ind i den. Den var sjaskvåd indvendig.«

»Det var godt nok deprimerende og en følelse af afmagt.«

Foto: Facebook/ Christian Müller Bækgaard
Vis mere

Journalisten bruger bilen, når han skal hjem fra arbejde fra TV2s hovedkvarter på Kvægtorvet om natten. Nu forudser han, at han udover bøvlet med at få en ny bil får en praktisk udfordring de kommende måneder.

»Det er den bil, der gør, at jeg kan komme hjem til min familie hver aften, for togtiderne passer ikke. Så kan jeg i stedet hoppe ud i bilen og tøffe hjem til familien. Med toget er jeg først hjemme halv tre om natten, og med en datter, der vågner klokken fem, så er det ikke meget søvn, jeg får,« forklarer han.

Foto: Facebook/ Christian Müller Bækgaard
Vis mere

»Jeg er sur og rasende. Jeg synes, det er noget svineri,« siger Christian Müller Bækgaard, som ikke aner, hvem der kan finde på den slags.

»Mit bud er, at det er nogle, der har været godt fuld og tænkt, at de lige skulle vise, hvor store og stærke, de er. Det er simpelthen komplet idiotisk.«

Foto: Facebook/ Christian Müller Bækgaard
Vis mere

Politiet fortalte ham, at det nok bliver svært at opklare, hvem der står bag hærværket, så derfor satte tv-værten sig til tasterne og gav sin vrede frit løb på Facebook. Hans håb er, at nogle måske har set dem, der væltede bilen og kan opklaringen. Eller måske en af dem, som har været med til det, ser opslaget, fortryder, og melder sig selv.

»Umiddelbart er det et naivt håb om, at tænk, hvis man kan finde dem, der har gjort det. Men ellers er det bare en desperat måde at få lov til at udtrykke sig på. Man står der og føler sig helt magtesløs.«

I skrivende stund er det uvist, hvordan tv-værten kommer hjem fra job på torsdag, når han har vagt igen.

»Det her er er både meningsløst og latterligt,« lyder det frustreret fra Christian Müller Bækgaard.