Det er strømmet ind med rasende anmeldelser og massiv kritik af TV 2 Play på det seneste - blandt andet efter streamingtjenesten gik ned under torsdagens landskamp.

Massevis af vrede fodboldfans har raset mod TV 2-platformen, fordi den for flere kunder var nede i godt 20 minutter, mens Kasper Hjulmands tropper spillede et potentielt afgørende Nations League-opgør mod Kroatien.

Og den slags nedbrud kan give bange anelser, før massevis af danskere forventes at tune ind på TV 2-platformen, når der til vinter spilles VM i Qatar.

Derfor gør flodbølgen af kritik da også stort indtryk hos TV 2, fortæller digital udviklingsdirektør Rahul Yadav, men han kan trods investeringer i teknologi og mere mandskab ikke garantere, at der ikke opstår fejl, når Danmark til november og december spiller VM-kampe.

Sådan så det ud på TV 2 Play, da platformen gik i sort under landskampen mellem Danmark og Kroatien i september.
Sådan så det ud på TV 2 Play, da platformen gik i sort under landskampen mellem Danmark og Kroatien i september.
Vis mere

»Vi ved, at vi har en helt vildt vigtig og særlig opgave i at sørge for, at platformen fungerer, så vi tager kritikken dybt alvorligt og har det helt klart som en topprioritet, at vi får det til at fungere, når vi samler landsholdsfans til fodbold på TV 2.«

»I torsdags havde vi omkring 20 minutter, hvor nogle oplevede problemer med Play, og det er 20 minutter for meget,« siger Rahul Yadav til B.T.

Kunderne hos TV 2 Play giver 199 kroner for pakken med sport uden reklamer - og samtlige kunder skulle gerne få det produkt, de betaler for, fortæller TV 2-direktøren.

Efter torsdagens nedbrud fik TV 2 arbejdshandskerne på.

Det gav pote ved søndagens landskamp mellem Danmark og Frankrig, hvor platformen stod distancen, og kunderne fik valuta for pengene.

»Vi er først og fremmest drønærgerlige over, at det glippede med teknikken i torsdags, og derfor arbejdede vi efterfølgende benhårdt på at få det til at fungere til søndagens kamp. Det gjorde det,« fortæller TV 2-direktøren og løfter noget af sløret for, hvad der gik galt i teknikken torsdag.

»Vi har over sommeren udrullet en helt ny platform bag TV 2 Play. Den skal gøre det muligt for os fortsat at udvikle og skalere produktet, og for første gang oplevede vi torsdag fejl i en bestemt under-komponent, der løb tør for hukommelse.«

»Det skete, selv om samme setup tidligere har håndteret seer-rekorder og meget større load under sommerens Tour de France uden problemer. Fejlen er rettet, men vi har konstant øje på, hvor der kan opstå nye flaskehalse.«

»Men fejl sker jo alligevel nogle gange. Det gør de i streamingverdenen. Så vi kan ikke give nogle garantier for, at der ikke kommer fejl igen, men vi kan garantere, at vi gør, hvad vi kan for at undgå det,« siger han og slår fast:

»Frem mod VM kører vi en fokuseret indsats for at sikre, at alle vores systemer og apps er gearet til den trafik, vi forventer at se under slutrunden.«

Ved vinterens VM deler TV 2 rettighederne med Danmarks Radio.