Donald Trump overraskede sin egen stab fra Det Hvide Hus og ikke mindst folkene i New York Yankees.

»Randy Levine er en af mine gode venner fra The Yankees, og han har inviteret mig til at kaste den første bold, og jeg tror, jeg gør det 15. august på Yankee Stadium,« sagde den amerikanske præsident til befolkningen på et pressemøde i sidste uge.

Der var bare et enkelt problem eller to: Donald Trump havde aldrig lavet den aftale om at åbne kampen mellem New York Yankees og Boston Red Sox med et kast. Og han havde slet ikke tid i kalenderen til det.

Donald Trumps annoncering af sin tur til Yankee Stadium var ifølge New York Times udelukkende på grund af misundelse. For en time efter Trumps pressemøde i sidste uge skulle USA's corona-ekspert nummer et, dr. Anthony Fauci nemlig præcis kaste den første baseball på Yankee Stadium.

Drew Angerer

Og det var det faktum, der irriterede Donald Trump, som ifølge New York Times længe har været misundelig på den opmærksomhed og ikke mindst popularitet, som hans ledende corona-ekspert har vundet det seneste stykke tid.

Trump har længe haft en invitation liggende fra Yankees-præsident Rany Levine om at kaste den første bold i en kamp, men datoen har aldrig været aftalt. Derfor valgte den amerikanske præsident – uden at informere sin stab eller Yankees om det – at annoncere sin ankomst til baseball-kampen.

Mindre end en uge senere har han så aflyst igen.

'På grund af mit store fokus på Kina-virussen, inklusive planlagte vaccine-møder, økonomien og meget mere, er jeg ikke i stand til at være i New York for at kaste den første bold for Yankees 15. august,' skriver Donald Trump på Twitter.

Rob Carr

Den aflysning havde dog været undervejs i et stykke tid, for staben i Det Hvide Hus vidste allerede, da Trump annoncerede sit besøg hos Yankees, at han ikke ville kunne.

Donald Trumps forhold til Anthony Fauci har længe været dårligt. Præsidenten og corona-eksperten har været uenige om mange ting undervejs, og Fauci har også selv italesat splittelsen.

Men det handler altså ifølge New York Times ikke kun om uenigheder om, hvordan USA bør håndtere corona-pandemien.

Det handler i lige så høj grad om, at Donald Trump ikke ønsker at dele opmærksomheden med nogen andre.