Donald Trump er på krigsstien igen. Det er efterhånden lige så stor en klassiker som at høre George Michaels sprøde røst i december. Men denne gang er den amerikanske præsident gået i kødet på faderen til en af tre amerikanske basketballspillere, der blev taget for butikstyveri i Kina.

Men lad os lige tage historien helt fra starten. I forrige uge var UCLAs basketballhold en tur i den kinesiske by Hangzhou, og det var her, at LiAngelo Ball, Cody Riley og Jalen Hill besluttede sig for at stjæle dyre solbriller fra en Louis Vuitton-butik. Sådan noget er de ikke specielt store fans af i Kina, og derfor stod de tre talentfulde basketballspillere til flere års fængsel i Kina.

Det var her, Donald Trump skred ind og fik sørget for, at de tre basketballspillere slap for fængsel og i stedet blev sendt hjem til USA. Så da LaVar Ball, der er far til langfingrede LiAngelo Ball og NBA-spilleren Lonzo Ball, blev spurgt til Donald Trumps hjælp, var svaret overraskende.

»Hvem? Alle vil have, at det skal se ud som om, at han har hjulpet til,« sagde LaVar Ball til ESPN.

LaVar Ball er foruden at være far til i alt tre talentfulde basketballspillere også en kendt mediepersonlighed i USA. Og hans manglende tak til Donald Trump fik ikke lov at gå ubemærket hen.

USA's præsident fandt nemlig tid i sin kalender til at sende en svada af en sviner af sted mod LaVar Ball.

»Nu da de tre basketballspillere er ude af Kina og reddet fra flere år i fængsel, vil LaVar Ball, LiAngelos far, ikke acceptere, hvad jeg gjorde for hans søn, og at butikstyveri ikke er noget særligt. Jeg skulle have ladet dem blive i fængsel!,« skrev Donald Trump til at starte med på Twitter.

Det stoppede dog ikke der. Nogle dage senere var Donald Trump stadig hidsig over LaVar Balls manglende tak. Her havde LaVar Ball i stedet takket den kinesiske præsident, Xi Jinping. Og så fandt Donald Trump altså igen sin mobiltelefon frem.

»Det var ikke Det Hvide Hus, det var ikke udenrigsministeriet, det var ikke far LaVars såkaldte folk i Kina, som fik hans søn ud af en langvarig fængselsdom. DET VAR MIG. Bare ærgerligt! LaVar er bare en fattigmands Don King, men uden håret. Tænk bare, LaVar, at du kunne have brugt de næste fem til ti års Thanksgiving med din søn i Kina, men uden en NBA-kontrakt til at forsørge dig. Men husk, LaVar, at butikstyveri IKKE er en lille ting. Det er en meget stor ting – især i Kina. Utaknemmelige fjols!,« skrev Donald Trump.

Mens LiAngelo Ball, Cody Riley og Jalen Hill slap for kinesisk fængsel, er de udelukket på ubestemt tid fra UCLAs basketballhold. Nu er spørgsmålet så, hvad straffen bliver for de tre spillere. De får nok ikke job i Det Hvide Hus lige foreløbig i hvert fald.