»Jeg vil sørge for, at du bliver fyret, hvis du ikke har sex med mig.«

Paige Elizabeth Cornelius troede, hun havde fået et drømmejob. I stedet blev det et mareridt.

Den amerikanske studerende har nu valgt at fortælle om sine oplevelser som praktikant hos football-holdet på University of California i Berkeley, hvor hun var ansat i den medicinske afdeling.

Det har hun gjort i et opslag på Facebook, hvor hun beskriver, hvordan hun i dag er sygemeldt fra universitetet.

I stedet for at gå på arbejde modtager Paige Elizabeth Cornelius 'intens terapi for posttraumatisk stress-syndrom og angst'.

Og så tilbage til begyndelsen af artiklen. De truende ord blev ifølge den amerikanske kvinde fremsat af en træner, efter at han havde forfulgt hende over en længere periode: Kommet med kommentarer til hendes bikinibilleder på Instagram, forsøgt at kysse hende, taget fat i hende.

'Jeg er en fattig studerende. Jeg havde ikke råd til at miste jobbet, og jeg var bange for ham,' skriver Paige Elizabeth Cornelius, der ikke havde sex med den pågældende træner.

Hun fortæller videre om, hvor hun allerede på første arbejdsdag blev overbegloet. Trænere stod bag hende og kiggede på hende bagdel. Efterfølgende eksploderede hendes sociale medier med tilbud og kommentarer.

Andre trænere ville blinke til hende, når hun arbejdede med holdet. Eller komme med skjulte bemærkninger om, 'hvad de gerne ville have fra hende'. Ved et tilfælde fulgte en træner efter hende hele vejen hjem til hendes bopæl, fortæller hun.

'Jeg kan allerede høre, hvordan folk siger 'det er din egen skyld'. Hvorfor? Fordi jeg er en høj, attraktiv kvinde, som stikker ud i en flok af svedende, overmaskuline mænd på en football-bane?' spørger Paige Elizabeth Cornelius.

Også spillerne ville glo åbenlyst på hende og komme med bemærkninger, men hun er mest chokeret over trænernes opførsel, der var meget værre.

Hun fortæller, at når hun sagde fra, ville hun efterfølgende ofte 'blive ydmyget' foran alle andre på holdet.

Opslaget fra Paige Elizabeth Cornelius har fået stor opmærksomhed, ikke mindst i amerikanske medier. Og Berkeley-universitet har siden sendt følgende reaktion ud.

'Vi er opmærksomme på de meget bekymrende offentlige beskyldninger, der er blevet lagt frem på sociale medier. De beskyldninger går mod selve essensen af vores værdier,' lyder det med en understregning af, at man gerne vil 'fostre en kultur, hvor alle kan føle sig trygge, velkomne og respekterede':

'Mens vi kan diskutere, hvordan vi skal håndtere sådanne sager, kan vi ikke kommentere på specifikke sager.'

Imens er Paige Elizabeth Cornelius ikke færdig med at give sin mening til kende.

Hun har godt nok slettet sit oprindelige opslag om de seksuelle krænkelser - i stedet har hun lagt det op igen.

Det er der en grund til.

'Jeg har slettet min oprindelige opslag om de seksuelle krænkelser, fordi jeg lod kommentarerne påvirke mig,' skriver hun i et nyt Facebook-opslag lørdag, hvor hun efterfølgende lægger hele sin historie ud igen.

Hun fortæller samtidig, at hun gerne vil sige 'fuck til alle haderne', og at hun har hørt fra 'hundredvis af andre kvinder', der er kommet med lignende beskyldninger mod ansatte og atleter på University of California.

'Endnu er der ingen officielle personer fra universitet eller fodboldholdet, der har kontaktet mig,' konstaterer Paige Elizabeth Cornelius.