Den australske basketspiller Liz Cambage truer med et OL-boykot efter en fotoserie fra den australske olympiske komité.

Cambage skriver på sin Instagram, at hun ikke føler, den er inkluderende nok, fordi der udelukkende er hvide atleter repræsenteret.

'Jeg har sagt det før, jeg har sagt det en million gange. Hvordan skal jeg repræsentere et land, der ikke repræsenterer mig',' skriver hun i sin story med tilføjet hashtagget 'whitewashedaustralia' (Hvidvasket Australien, red.).

Det lader dog til, at hun ikke helt har nærstuderet billedet, for Maurice Longbottom, der har rødder i det oprindelige australske folk, er også blandt atleterne.

Men her skriver Cambage blot, at 'en 'fake tan' ikke er diversitet'.

Den australske olympiske komité indrømmer, at de har begået en fejl.

»Vi anerkender Liz Cambages pointe i forbindelse med det specifikke billede. Atleterne burde i højere grad have reflekteret den rige diversitet, som repræsenterer Australien til OL,« siger de ifølge mediet Wide World of Sports.

De tilføjer, at de arbejder på at inkludere atleterne i højere grad – blandt andet ved at gøre dem til aktive medlemmer i forskellige udvalg.

Cambage er født i London og har en nigeriansk far og en australsk mor.

Hun er en stor stjerne i den amerikanske liga WNBA, men hun har valgt ikke at spille den kommende sæson i frygt for at få coronavirus, da hun menes at være i høj risiko for alvorlige senfølger, hvis hun får sygdommen.

Derfor spiller hun i øjeblikket i den bedste australske liga.

Hun har tidligere repræsenteret Australien ved OL i 2012, hvor hun var med til at vinde en bronzemedalje.