Tre centrale personer fra den norske skihopskandale har torsdag fået deres straf.

Landstræner Magnus Brevig, assistent Thomas Lobben og servicetekniker Adrian Livelten har således alle fået 18 måneders karantæne og en bøde svarende til 40.000 kroner.

Det skriver Det Internationale Skisportsforbund (FIS) på sin hjemmeside.

Trioen er utilfreds med hårdheden af deres straffe.

- Vi har vanskelig ved at forstå, at vi bliver behandlet anderledes end andre i samme situationer.

- Vi mener derfor, at afgørelsen er urimelig streng, og at vi i praksis bliver gjort til syndebukke for større fejl i systemet, siger Brevig, Lobben og Livelten i en fælles meddelelse til VG.

De norske ledere har erkendt, at de i marts ved VM i skihop med ulovlige syninger snød med de dragter, som Marius Lindvik og Johann Forfang senere brugte i konkurrence.

Lindvik vandt sølv og Forfang blev nummer fem. Begge har indgået forlig med FIS og er sluppet med tre måneders karantæne og en under halvt så stor bøde.

Brevig, Lobben og Livelten er siden sagens begyndelse alle blevet enige med det norske skiforbund om at tiltræde deres roller.

Omsyningen ved VM sidste år blev dokumenteret i en spionvideo, og FIS' gennemgang af dragten bekræftede, at der var tale om snyd på grund af brug af en ulovlig tråd.

Under VM blev Forfang og Lindvik suspenderet, og deres VM-resultater blev annulleret. FIS lagde siden vægt på, at udøverne ikke selv stod bag snyderiet, men burde have vidst, at det var foregået.

/ritzau/