Tragedierne har præget den ellers standhaftige og hårdføre eks-fodboldspiller Stig Tøftings liv. Blot 26 dage efter han blev far for tredje gang, mistede han sin nyfødte søn, der døde af hjernehindebetændelsen meningitis.
Under VM-slutrunden i Japan i 2002 besøgte hustruen, Betiina, Stig Tøfting. Ni måneder senere blev far for tredje gang.
Det skriver Ude og Hjemme i et stort interview med den tidligere landsholdsfodboldspiller.
Historien om den nyfødte søn begyndte dejligt. Jon, som familien kaldte ham, var frisk og sund. Han var Stig Tøftings første biologiske søn - efter to døtre, Marie og Mie, og Betiinas søn fra et tidligere forhold, Nick. Jon var glad og rask, og familien var lykkelig.
Men Stig Tøfting var en travl mand, så kort efter fødslen og et par dages ophold i Danmark kaldte fodbolden ham tilbage til hans arbejdsgiver, den engelske Premier League-klub Bolton.
Derfor var Betiina alene hjemme den skæbnesvangre morgen i marts 2003, hvor alt gik grueligt galt.
Jon fik meget høj feber, og en bekymret Betiina bragte sønnen til Aarhus Kommunehospital. Der sendte de hende videre til Skejby Sygehus, som kun ligger fem minutters taxatur væk. Hele tre gange på den korte tur måtte Betiina give sønnen kunstigt åndedræt, fordi han holdt op med at trække vejret.
Jons tilstand var kritisk, og Stig Tøfting vendte med det samme næsen hjem mod Danmark – men han havde flere timers flyvetur foran sig. Da han endelig ankom til hospitalet, kunne han intet stille op. Jon fik krampeanfald, og mens sygeplejerskerne kæmpede for at hjælpe ham, flygtede Stig Tøfting ud på gangen.
Han kunne ikke holde situationen ud, og det var umuligt for ham at ringe til familie og venner. Det eneste, han kunne sige til dem, var, at den var helt gal med Jon.
Lægerne fandt ud af, at Jon havde fået hjernehindebetændelsen meningitis. Blot 26 dage gammel sov han ind mellem sin mor, far og storebror Nick.
»Mens vi var på sygehuset, kom sognepræst Flemming Baatz Kristensen, som har fulgt mig gennem livet. Han anbefalede os at tage Jon hjem for at tage afsked på en ordentlig måde. Så det gjorde vi. Vi lagde ham i liften, og så forlod vi børneafdelingen. På vej ud var der flere, der smilende sagde 'tillykke'. Vi nikkede bare igen. Vi kunne jo ikke stoppe og sige, at vi gik med et dødt barn,« fortæller Stig Tøfting til Bubber i Ude og Hjemme.
Hjemme lagde de Jon i vuggen. Her lå han nogle dage, mens hans søskende fik sagt farvel ved at tale til ham og give ham tegninger.
»Når det nu ikke kunne være anderledes, så er jeg glad for, at vi gjorde det på den måde. Alle fik sagt ordentligt farvel. Og Jon lå der og så rigtig fin ud. Hvis man ikke vidste bedre, lignede han bare en baby, der sov.«
Til bisættelsen lagde forældrene selv Jon i den lille kiste og kørte ham til kirken i Stig Tøftings varevogn. Ved kirken tog han selv kisten i armene for at bære den ind til ceremonien. Men i dét øjeblik stod en fotograf klar,og det meget private øjeblik delte Ekstra Bladet dagen efter med hele landet.
Det blev Stig Tøfting meget vred over, for det er ikke den måde, han ville huske Jon på. Han har sørget for, at det billede aldrig vil blive vist igen. Jon bliver stadig mindet, men det er på familiens præmisser. De har alle en tatovering, som på den ene eller den anden måde symboliserer den lille dreng.
Stig Tøfting er i det hele taget ikke blevet skånet for tragedier i sit liv. Som 13-årig mistede han begge sine forældre, da hans far slog Stig Tøftings mor ihjel og efterfølgende begik selvmord.