Da modstanderen mistede internetforbindelsen, traf Magnus Carlsen en beslutning.

Måske vidste han godt, at lige netop det valg ville volde ham problemer, men han gjorde det alligevel.

Skakgeniet tabte andet parti i sin kamp mod kinesiske Ding Liren ved Chess Masters-semifinalen, der blev spillet online. Og det er langtfra gået ubemærket hen.

»Det var ikke en sjov situation,« erkender Magnus Carlsen ifølge TV 2 Norge.

»Én ting er at vinde, hvor du enten står lidt bedre, eller din modstander måske har en eller to måder at få uafgjort på. I dette tilfælde følte jeg, at det var en død uafgjort. Jeg synes, det rigtige var at give partiet tilbage. Naturligvis ødelægger det kampens integritet, at det pludselig står 1-1, men jeg tror, det var det mindst skadelige.«

Carlsens aparte beslutning kom i kølvandet af, at hans modstander mistede internetopkoblingen. Tiden løb derfor ud for Ding Liren i første parti, som Carlsen vandt. Normanden tabte så det næste med vilje, hvor der fortsat ikke var nogen forbindelse hos Liren.

Det på trods af, at han kunne have vundet kampen, hvis han havde spillet. Han endte dog med en sejr 3,5 over Lirens 2,5.

Beslutningen har mødt ros på sociale medier, men der har bestemt også været hård modvind for Magnus Carlsen.

»Jeg synes, at det er meget specielt at hylde det at tabe med vilje som fair play. Det er helt vanvittigt,« siger TV 2 Norges skakekspert Jon Ludvig Hammer eksempelvis.