Gareth Bale er altid i stand til at trække i Wales-trøjen og overraske tilskuerne, siger landstræner Rob Page.

Rob Page, der er landstræner for det walisiske fodboldlandshold, hylder anfører Gareth Bale for altid at være i stand til at levere på den helt store scene.

»Uanset hvad der sker på klubniveau, er han altid i stand til at trække i trøjen for Wales og gøre ting, der overrasker folk,« siger træneren.

Gareth Bale sørgede for, at Wales kunne få et enkelt point med sig fra mandagens kamp mod USA ved VM i Qatar, da han udlignede på et straffespark i 82. minut.

Træneren var heller ikke i tvivl om, at det var Bale, der skulle tage det straffespark, han blev tilkendt.

»En million procent. Han har aldrig svigtet os. Endnu en gang handler det hele om Bale,« siger Page, da han bliver spurgt, om Bale skulle tage straffesparket.

Mandagens kamp var første gang siden september, at Bale startede inde – både på klub- og landsholdsniveau.

»Det er en fantastisk måde at komme i gang på personligt, men vi ville meget hellere have haft tre point,« siger Bale til ITV.

»Det var en god holdpræstation, især i anden halvleg, hvor vi udviste mod og beslutsomhed for at komme tilbage i kampen. Vi er stolte af det. Vi har noget at bygge på og noget at arbejde med.«

USAs landstræner, Gregg Berhalter, siger efter kampen, at Bales udligning var svær at sluge for spillerne.

»På vej i omklædningsrummet efter kampen kunne man se den kollektive skuffelse.«

»Til syvende og sidst slog vi os på Wales' direkte spil. Jeg er skuffet over resultatet, men stolt af indsatsen,« siger træneren.

Timothy Weah bragte amerikanerne foran ti minutter inden pausen, men det var altså ikke nok til at sikre sig alle tre point.

/ritzau/AFP