I løbet af de seneste år har antallet af skandaler i russisk sport ikke været få, og nu er den gal igen. Men hvor det ofte har handlet om doping, drejer det sig nu om en træner, som i bytte for seksuelle ydelser skulle have tilbudt en landsholdsplads til en 17-årige pige.

Ifølge det internationale nyhedsbureau AP fortæller Roman Teryushkov, der er sportsminister i Moskva-regionen, at den russiske skiskydningstræner Sergei Tutmin blevet fyret fra det regionale hold samt suspenderet fra trænergerningen helt generelt.

Det sker altså som følge af, at han af en 17-årig skiskyder er blevet beskyldt for at have tilbudt hende en plads på landsholdet, hvis hun var villig til at gå med på hans betingelser.

I et interview med den russiske sportsavis Sport Express fortæller den 17-årige skiskyder ved navn Anna Mooiseva, at det hele startede efter en konkurrence. Her kom Sergej Tutmin angiveligt hen og satte sig på hendes sengekant og tilbød hende en massage.

Det sagde Anna Mooiseva ifølge hende selv nej til, hvorefter han skulle have lagt en hånd på hendes lår.

»Han sagde: 'Du er nødt til det. Hvis du starter et forhold med mig, kommer jeg til at hjælpe dig. Du kommer til at få en plads på holdet, og du får alt, du har brug for',« siger Anna Mooiseva.

Hun fortæller derudover, at træneren har forsøgt at kysse hende, når de har været alene, men at hun har gjort klart, at hun ikke var interesseret. Til sidst tog hun kontakt til sine andre trænere og sin mor, der med det samme sørgede for at få sat en stopper for Sergej Tutmin.

»Ved at fortælle om det, jeg har oplevet, vil jeg forsøge at beskytte andre piger fra komme til at opleve det same. Jeg ønsker ikke, at nogen skal opleve det, jeg har oplevet,« fortæller Anna Mooiseva, der ligeledes gjorde opmærksom på forløbet i et brev direkte til Roman Teryushkov, som ifølge AP fortæller, at den unge atlet nu vil få 'fuld støtte og beskyttelse' i forbindelse med at fortsætte sin karriere.