Fodboldspilleren havde håbet på at blive løsladt.

Men i stedet kan han nu se frem til at skulle sidde varetægtfængslet i yderligere 14 dage.

Det har en dommer ved Københavns Byret netop besluttet.

Topspilleren medvirkede på en videoforbindelse fra Vestre Fængsel. Han sad stille og roligt ved siden af sin forsvarsadvokat Tenna Dabelsteen under sagens indledning.

Manden var iført sort trøje og grå jogging bukser, da han kom ind i lokalet til sin forsvarer.

Og det var stort set det, som pressen fik at se til den sigtede.

For selvom den fremmødte presse protesterede mod at dørene skulle lukkes til retsmødet, valgte dommeren at lukke dørene.

Manden er sigtet for voldtægt og blufærdighedskrænkelse af tre kvinder.

Efter en længere efterforskning blev manden anholdt fredag 9. september. Dagen efter blev han varetægtsfængslet i 10 dage.

Her fortalte Københavns Politis anklagemyndighed, at 10 dage var nok til at efterforske og afhøre vidner sagen.

Men til dagens retsmøde kom det frem, at politiet fortsat skal afhøre og genafhøre vidner i sagen.

Fodboldspilleren nægter sig skyldig i alle anklager.

Ifølge sigtelsen foregik den påståede voldtægt på Hotel Imperial i København tilbage i april. Der skulle være tale om andet seksuelt forhold end samleje.

Offeret skulle ifølge sigtelsen være blevet tvunget til at give fodboldspilleren oralsex, på trods af at offeret forsøgte at sige stop flere gange samt gøre modstand.

De to sager om blufærdighedskrænkelse skulle angiveligt have fundet sted i juli og august – her er der tale om to forskellige kvinder. I begge tilfælde var der tale om uønskede kys.

Der er nedlagt navneforbud i sagen, dermed er pressen afskåret for nævne mandens navn eller nærmere komme ind på hans identitet.

B.T. har været i kontakt med den sigtedes klub, som ikke ønsker at kommentere på sagen.