Jared Porter er blevet fyret fra sin job som sportsdirektør hos baseballholdet New York Mets, efter det er kommet frem, at han sendte grænseoverskridende beskeder og et penisbillede til en journalist.

Porter nåede dermed kun at være ansat i jobbet i en måneds tid.

Det var det amerikanske medie ESPN, der var først med historien omkring Porters krænkende beskeder.

Tilbage i 2016 var Porter ansat hos Chicago Cubs, og det var her, han kom i kontakt med en journalist, der dækkede baseball for et udenlandsk medie.

Porter begyndte at sende grænseoverskridende beskeder til journalisten. En aften kulminerede en beskedstrøm på hele 60 beskeder med et billede af hans 'erigerede penis', skriver ESPN.

'Det er ekstremt upassende, meget stødende og over grænsen. Kan du stoppe med at sende mig grænseoverskridende billeder og beskeder?,' svarede journalisten, inden Porter begyndte at sende adskillige undskyldende beskeder.

ESPN skriver, at man blev gjort opmærksom på Porters beskeder og billeder allerede i 2017 og var klar til at publicere historien.

Man valgte dog ikke at gøre det, da journalisten frygtede for sit job.

Siden har parterne været i jævnlig kontakt, og nu var kvinden klar til at få historien ud -–dog på betingelse af, at hun kunne være anonym.

»Min største motivation er, at jeg ikke vil have, at det sker for nogen andre. Han er tydeligvis i en meget større magtposition, og jeg vil ikke have, det sker igen. En anden ting er, at jeg aldrig følte, at han faktisk var ked af det,« siger hun til mediet.

Porter har erkendt, at han sendte beskeder -–dog påpeger han, at penisbilledet ikke var af ham – 'men et modelfoto'

Den opførsel kunne Mets ikke stå inde for. Derfor er Porter blevet fyret med øjeblikkelig virkning, oplyser klubben.