Han havde valgt at kæmpe i Ukraine. Men nu har bokseren Oleksandr Usyk forladt landet.

Det fortæller han i en video på Instagram, hvor han forklarer sin beslutning.

Årsagen er, at han har valgt at forberede sig til kampen mod Anthony Joshua.

'Mange af mine venner støtter mig, tak til Gud for alt,' skriver han blandt andet i opslaget, der består af en video, hvor han filmer sig selv, imens han taler.

»Det er sådan, jeg kan hjælpe mit land på en bedre måde, og det er bedre end at gå og forsvare territorie og løbe rundt i Kyiv med et maskingevær,« siger Usyk.

Han fortæller, at han håber, Ukraine klarer den, og overfor AFP bekræfter sværvægtsverdensmesterens manager, at det er slut i Ukraine for nu.

»Han er rejst for at forberede sig til en ny VM-kamp,« fortæller han om kampen, der ifølge The Sun skal afvikles i juni. Der er dog ikke meldt en officiel dato ud.

Manageren fortæller, at det er flere dage siden, Usyk valgte at rejse, men at han med vilje lige har ventet med at offentliggøre det.

Den ukrainske verdensmester havde allerede inden invasionen haft samtaler med Anthony Joshua om en revanchekamp, ​​efter at ukraineren fratog ham hans IBF-, WBA-, WBO- og IBO-sværvægtstitler under en fantastisk kamp sidste år.

Oleksandr Usyk er ikke den eneste sportsstjerne, der kæmper - eller har kæmpet - i Ukraine. Det samme gør blandt andre bokselegenderne Vitali og Wladimir Klitschko.