Et hold vil blive sendt ud af Tour de France, hvis to ryttere bliver ramt af coronavirus inden for syv dage.

I lighed med sidste års udgave af Tour de France er der strenge regler for, hvad konsekvensen er for et hold, hvis dets ryttere bliver ramt af coronavirus.

Afleverer to ryttere fra samme hold en positiv coronatest inden for syv dage, så ryger holdet ud af det franske cykelløb.

Det bekræfter Den Internationale Cykelunion (UCI) onsdag over for det tyske nyhedsbureau dpa.

I 2020 gjaldt det, at et hold røg ud, hvis to personer - uanset om det var ryttere eller stab - blev konstateret smittet.

Hele Tour de France-feltet inklusive stabsmedlemmer vil i dette års udgave af løbet blive testet efter 5. etape og på de to hviledage, oplyser UCI ifølge dpa.

I 2020 blev ingen ryttere testet positive for coronavirus. Det gjorde fire ansatte på fire forskellige hold til gengæld, ligesom løbsdirektør Christian Prudhomme også blev ramt.

2021-udgaven af Tour de France starter på lørdag i franske Brest med en 197,8 kilometer lang etape til Landerneau.

11 danskere stiller op i den franske grand tour, hvilket er dansk deltagerrekord.

/ritzau/