Tina Müller har i et Instagram-opslag søndag delt en særdeles glædelig nyhed.

Sportsværten på DR afslører nemlig, at hun sammen med sin kæreste Anders skal være forældre.

»Vi venter os et lille mirakel til oktober,« skriver den 44-årige DR-vært i opslaget, hvor hun står storsmilende sammen med kæresten.

Den prominente sportsvært har mange store ting på sit cv, hvor hun blandt andet var vært for DRs dækning af OL i Tokyo og flere år har været vært på DRs sportsgalla.

Nu kan hun dog skrive den nok største ting på sit cv til oktober, når hun skal være mor for første gang.

44-årige Tina Müller har tidligere i et interview med Hendes Verden fortalt, hvorfor hun ikke havde mand og børn, og der var ikke bare tale om at få spørgsmålet en enkelt gang.

Det skete faktisk så ofte, at selvom hun ikke havde noget imod at være alene, var det et spørgsmål, hun blev nødt til at se i øjnene.

»Jeg blev først afklaret i slutningen af 30erne, da jeg gik i terapi og indså, at livet kan være mange ting. Du skal jo ikke altid søge efter noget, som måske alligevel ikke lykkes – så hellere sætte pris på det, du har,« sagde Tina Müller dengang til bladet Hendes Verden.

Den rutinerede tv-vært har tidligere talt åbent om, hvordan hun gik med tanken om at blive mor alene.

Men da det kom til stykket, kunne hun ikke gennemføre det, selvom hun faktisk var nået så langt, at hun havde kanylerne og var klar til at sprøjte hormoner ind i sin krop.

Tv-værten fortrød, da oplevelser fra hendes egen opvækst fik hende til at ændre mening. Tina Müllers barn ville nemlig komme til at vokse op uden en far. Noget, som hun også selv gjorde.

»Det gik op for mig, hvor meget jeg havde knoklet med tanker, beskyldninger og vrede mod ham. Skulle jeg sætte et barn i verden og give al den bagage videre? Jeg havde selv valget, om jeg ville møde min far, men det valg ville mit donorbarn jo aldrig få. Så droppede jeg at få et barn. Jeg vil hellere stå ved, hvem jeg er og blive lykkelig, selv om jeg ikke er blevet mor,« har hun tidligere fortalt til Alt for damerne.

I april 2021 kunne Tina Müller så fortælle en fantastisk nyhed om, at hun havde fundet kærligheden.

Kærligheden blomstrer stadig, og nu venter parret altså deres første barn til oktober.