Familien Gaspards håb om at finde den tidligere wrestlingstjerne og skuespiller Shad Gaspard i live, efter han søndag forsvandt i bølgerne ud for Venice Beach i Los Angeles, blev onsdag punkteret.

Her skyllede liget af den 39-årige familiefar i land.

På trods af den store sorg i familien har Shad Gaspards enke, Siliana Gaspard, nu delt et opslag på Instagram, hvor hun tager afsked med sin mand.

'Aryeh, jeg selv og Gaspard- og Chittick-familierne vil gerne benytte denne stund til at takke alle for deres bønner og støtte, mens vi sørger over tabet af vores elskede Shad,' indledes opslaget, inden hun forsætter:

'Shad var hele vores verden, og vi var hans. Der findes ikke ord, der kan beskrive, hvad han betød for os alle. Han var vores hjerte, vores sjæl, vores beskytter og vores kriger.'

I det følelsesladede opslag fortæller Siliana Gaspard også, at hendes nu afdøde ægtemand var en mand, der bragte glæde i mange menneskers liv, ligesom hun takker for den støtte, familien har modtaget fra fans, kolleger og venner af Shad Gaspard.

Derudover benytter Siliana Gaspard opslaget til at takke de livreddere, kystvagter, dykkere, brandfolk og politifolk, der hjalp til i eftersøgningen på Shad Gaspard, inden hun slutter opslaget af:

'Shad var og vil altid være vores virkelige superhelt. Jeg elsker dig mere, min elskede.'

Skuespilleren Dwayne 'The Rock' Johnson, der selv har en fortid som professionel wrestler, har også hyldet Shad Gaspard med et opslag på Instagram.

'Shad druknede i havet, men ikke før, at han havde bedt livredderne om at redde hans 10-årige søn først. Det er en fars kærlighed,' skrev Dwayne Johnson blandt andet i sit opslag.

Dwayne Johnsons opslag hentyder til den situation, hvor Shad Gaspard søndag mistede livet.

Det skete nemlig, da den tidligere wrestlers 10-årige søn, Aryeh Gaspard, blev fanget i en stærk strøm, så livredderne på Venice Beach måtte i aktion.

Da de nåede frem, gav Shad Gaspard dem dog besked på, at de skulle redde hans søn først. Efterfølgende blev han selv revet med af strømmen, inden livredderne fik fat i ham.