Den tidligere wrestler James Guffey – bedst kendt som Jimmy Rave – har fået amputeret begge sine ben efter en MRSA-infektion.

Det sker, efter han sidste år fik amputeret sin ene arm efter en anden infektion, hvilket tvang ham til at stoppe wrestlerkarrieren.

Guffey har været stille omkring sin nye tilstand, og det startede en ondsindet rygtestrøm, som han nu prøver at komme til livs ved at dele sin tragiske skæbne.

'Det er åbenbart tid for mig at fortælle det. I juni begyndte jeg at få problemer med at gå, og derfor gik jeg til lægen. Han konstaterede, jeg havde MRSA i begge ben, og at de skulle amputeres med det samme. Promotorerne kan fortælle jer, at jeg tidligere har haft problemer med det og har været nødt til at aflyse show,' skriver han på Twitter.

'Jeg ved ikke, hvor rygterne startede henne,' fortsætter han:

'Professionel wrestling er alt, hvad jeg nogensinde har elsket. Det er forfærdeligt at tænke, at de mennesker, jeg ville dø for, siger usande ting om mig. Jeg har ikke sagt noget om mine ben på grund af skammen. Undskyld, jeg ikke levede op til jeres forventninger. Jeg prøvede virkelig.'

Guffeys triste skæbne har fået flere brugere til at reagere med kærlige ord til ham. Senere delte han de økonomiske konsekvenser af amputeringen, hvor regningen for hosiptalsbesøget løber op i næsten 85.000 dollar – næsten 550.000 danske kroner.

Derfor har flere brugere startet en indsamling til Guffey, så han kan få betalt sin regning. 38-årige Guffey debuterede som wrestler helt tilbage i 1999 og har igennem sin karriere også kæmpet med et stofmisbrug.