Den tidligere cykelrytter Jimmi Madsen indrømmer over for Ekstra Bladet krænkelse af norsk kvinde.

Den tidligere professionelle cykelrytter Jimmi Madsen bliver undersøgt af det danske og norske cykelforbund samt Danmarks Idrætsforbund for krænkelser af en dengang 22-årig cykelrytter ved navn Anita Stenberg.

Det skriver Ekstra Bladet.

50-årige Jimmi Madsen bekræfter ifølge avisen episoden.

- Jeg har sagt undskyld. Ja, ja, ja, det har jeg, siger Jimmi Madsen til Ekstra Bladet.

Krænkelsen fandt sted for knap fem år siden på et hotel for cykelryttere i forbindelse med et seksdagesløb i Berlin, hvor norske Anita Stenberg også deltog.

Jimmi Madsen var i Berlin med en anden tidligere cykelrytter i skikkelse af Michael Sandstød for at overvære løbet i privat regi.

Sent om aftenen - da parterne var gået i seng - skrev Jimmi Madsen en række beskeder til Anita Stenberg på Facebook Messenger, hvor han blandt andet tilbød hende oralsex, hvilket Stenberg afviste.

Ifølge både Stenberg og Madsen var de to ikke involveret i et forhold med hinanden.

Stenberg fortæller til Ekstra Bladet, at hun har frygtet at stå frem, fordi Madsen som medarrangør af det københavnske seksdagesløb har kunnet bestemme, hvem der deltager, ligesom han er bestyrelsesmedlem i Dansk Bicycle Club, hvor Stenberg træner.

Her kommer sagen ikke til at få konsekvenser for Jimmi Madsen, fordi det er sket for fem år siden, siger bestyrelsesformand Bjarne Kratholm til Ekstra Bladet.

- Havde det været frisk, havde vi også ekskluderet Jimmi Madsen. Det er der ikke nogen tvivl om, siger formanden for Dansk Bicycle Club til avisen.

/ritzau/