Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
Den tidligere rugbyspiller Campbell Johnstone har fortalt verden, at han er homoseksuel.
Det gør han i et interview med den newzealandske tv-station TVNZ ifølge flere medier, herunder CNN og The Guardian.
43-årig Campbell Johnstone, der har spillet tre landskampe for New Zealands rugbylandshold, fortæller, at hans nærmeste – venner og familie – har vidst det længe, og nu ønsker han at være åben om sin seksualitet.
»Hvis jeg kan være den første 'All Black' (New Zealands rugbylandshold, red.), som springer ud og fjerner presset og stigmatiseringen omkring det, kan det hjælpe andre,« siger han i interviewet.
»Så vil offentligheden vide, at der er en iblandt 'All Black', og det kunne være en af de sidste brikker i puslespillet for nogle i sporten.«
Campbell Johnstone indstillede sin karriere i 2014.
Hans optræden på New Zealands landshold går dog noget længere tilbage, nemlig til 2005, hvor han spillede sine tre landskampe.
Efter interviewet har reaktionerne været mange og positive. New Zealands rugbychef, Mark Robinson, hylder Johnstones valg om at stå frem:
»Rugby er en sport, der er imødekommende for alle, og et sted, hvor folk skal føle sig trygge ved at være, som de er. Vi ved, at der er mennesker, der ikke altid har været trygge ved at være, som de er, i rugby. Vi vil gerne være åbne, uanset hvem du elsker. Rugby har din ryg,« siger han i en udtalelse.