Renee Gracie var egentlig klar til at gå hele vejen som racerkører, men i stedet lever hun nu af at lave porno. Noget, hun dog på et tidspunkt overvejede at droppe.
»Jeg havde en hård tid på OnlyFans – det er svært at være kreativ hele tiden – og jeg sagde til min far: 'Jeg gider ikke mere – jeg tror ikke, jeg fortsætter.«
Det fortæller Renee Gracie i showet 'Hit Network's Hughesy and Ed'. OnlyFans er en platform, hvor brugere kan tjene penge på at uploade billeder og videoer.
Renee Gracie har tidligere fortalt, hvordan hun i juni tjente 500.000 dollar på OnlyFans ved at dele seksuelt indhold, og hun fik en noget overraskende reaktion fra sin far, da hun fortalte om overvejelserne om at stoppe.
»Han sagde faktisk 'Du skal ikke stoppe – du tjener så mange penge. Lad være med det.' Han opfordrede mig faktisk til at blive ved, for det har ændret mit liv, og alle, der står i en situation, hvor de kan tjene så mange penge, vil gå efter det,« siger den 25-årige australier.
I racerkarrieren var hendes drøm at klare den hele vejen til Nascar i USA, men så langt rakte talentet ikke, og i stedet skiftede hun branche.
»Det har været den bedste beslutning, jeg har taget i hele mit liv. Det har sat mig i en økonomisk situation, jeg aldrig havde drømt om, og jeg nyder det virkelig.«
Renee Gracie startede for alvor sit nye liv i 2019, hvor hun tjente omkring 19.000 kroner på sine videoer den første uge.
»Jeg har det fint med, hvis folk kalder mig ting. Jeg tjener gode penge, og jeg er meget selvsikker omkring, hvor jeg er i livet,« fortalte hun i den forbindelse, og allerede dengang lød det, at hendes far havde accepteret hendes beslutning.
Den tidligere racerkører brød for alvor igennem i 2015, hvor hun deltog i det australske løb Bathurst sammen med Simona de Silvestro.
Men efter en skuffende 14.-plads i løbet året efter blev Renee Gracie udskiftet som Simona de Silvestros makker.
Og efterfølgende måtte hun erkende, at det ikke var motorsporten, der skulle være hendes levebrød.