En frygtelig tragedie har ramt den franske sportsverden.
Den tidligere OL-snowboarder Julie Pomagalski døde tirsdag, da hun blev fanget i en lavine i de schweiziske alper. Det skriver L'Equipe.
Hun blev blot 40 år gammel, og ifølge det franske medie mistede en mand ved navn Bruno Cutelli, der var med som guide, også livet.
En redningshelikopter hastede til stedet, og det var den, der fandt de to livløse personer, der var blevet revet med af lavinen, der pludselig havde ramt.
Den franske OL-delegation bekræfter dødsfaldet og sender en hilsen til den afdøde sportsprofil på Twitter.
'Julies tragiske død – en OL-deltager og verdensmester på snowboard – har efterladt det franske OL-hold i sorg,' lyder det.
Julie Pomagalski deltog ved OL i Salt Lake City i 2002 samt ved OL i 2006 i Torino. Hun vandt desuden guld ved VM i 1999 og sølv ved VM i 2003. Derudover kunne hun notere sig for ni sejre ved World Cup.
Hun var barnebarn af Jean Pomagalski – manden, der i 1934 opfandt den første skilift, og som i 1947 stiftede Poma.
