Den tidligere NFL-runningback Doug Martin er død, efter at han blev anholdt for et indbrud og taget med på en politistation.
Det oplyser politiet i Oakland i en erklæring.
- Før sin død var Doug Martin involveret i et indbrud i en bolig i Oakland. Imens betjentene forsøgte at tilbageholde ham, opstod der kortvarigt tumult. Efter ankomst til arresten reagerede Martin ikke længere.
- Paramedicinere rykkede ud til stedet, ydede lægehjælp og transporterede Martin til et lokalt hospital, hvor han senere døde, skriver politiet i erklæringen.
Nu skal hændelsen efterforskes, inden politiet kan komme med flere detaljer om hans død. De involverede betjente er sendt på betalt orlov, imens efterforskningen pågår.
Doug Martin var udset som et stort talent, da han i 2012 blev valgt i første runde af draften til NFL af Tampa Bay Buccaneers. Han skrev under på en femårig kontrakt, der samlet set udløste en lønpakke på cirka 44 millioner kroner.
Inde på banen gjorde han det hæderligt, og han lavede 30 touchdowns i løbet af NFL-karrieren. To gange blev han udvalgt til den prestigefyldte Pro Bowl-opvisningskamp, hvor ligaens bedste spillere deltager.
Efter at have tilbragt seks sæsoner hos Tampa Bay Buccaneers afsluttede han karrieren med en enkelt sæson for Oakland Raiders i 2018.
Doug Martin blev 36 år.
/ritzau/AFP